Mindeord: Forhenværende borgmester Merete Wiid er død

Solrød: Vi fik søndag den triste besked, at Merete Wiid har tabt kampen mod kræft efter længere tids sygdom. Hun blev 76 år.

Merete var født, opvokset og levede en stor del af sit liv i Jersie Landsby. For nylig flyttede hun tilbage til Solrød efter nogle år i Karise.

Merete var oprindelig sparekasseuddannet og blev ansat i Solrød Kommune i 1973, hvorfra hun blev pensioneret som fuldmægtig i 2008 efter 35 års ansættelse.

Politisk blev Merete valgt til byrådet for Venstre i 1989, hvor hun sad i 16 år. Hun løste mange opgaver som byrådsmedlem, udvalgsformand og 1. viceborgmester. Hun var vellidt af sine kolleger og bidrog til udviklingen af kommunen.

Kronen på værket blev borgmesterposten i 2003, hvor hun overtog posten efter Mogens Baltzer, der måtte trække sig på grund af uhelbredelig sygdom.

Merete var borgmester i en tid, hvor det kommunale landskab stod overfor store forandringer som følge af kommunalreformen.

I 2004 forhandlede Solrød Kommune om en sammenlægning med Ramsø Kommune, der endte med, at “forlovelsen” blev ophævet, og Solrød Kommune forblev selvstændig.

Der var ikke tvivl om, at kommunalreformen kostede “blod, sved og tårer”, hvilket nok var den væsentligste årsag til, at Merete ikke genopstillede til kommunevalget i november 2005.

Ud over det politiske arbejde var Merete også engageret i lokalsamfundet - bl.a. som mangeårig formand for Jersie Forsamlingshus, bestyrelsesmedlem i Kræftens Bekæmpelse Solrød og speaker ved Jersie Håndboldklubs hjemmekampe.

Vores tanker går til Meretes børn, familie og venner. Æret være Merete Wiids minde.

Stig Johansen (V), formand for Venstre i Solrød

Niels Hörup (V), 1. viceborgmester og gruppeformand, Venstre i Solrød Byråd