Det danske Hercules-fly er landet i Mali

Flyet skal i første omgang transportere materiel fra Frankrig til Mali.

Flyet skal i første omgang transportere materiel fra Frankrig til Mali.

Det danske Hercules-transportfly er i aften landet sikkert i Malis hovedstad. Det oplyser oberst Søren Andersen fra Flyvertaktisk Kommando til Ritzau.

Danmark har udsendt flyet i forbindelse med den franske militæraktion i Mali.

- Jeg har talt med piloten, og flyet landede under helt stille og rolige forhold, siger Søren Andersen.

Obersten oplyser, at Hercules-flyet i den første tid skal flyve materiel mellem Frankrig og Mali.

- Senere forventer vi at flytte flyet til Tchad, men det er franskmændene, der afgør, hvornår det sker. Det er dem, der disponerer over flyet, siger Søren Andersen.

Besætningen på et Hercules-transportfly består normalt af fire personer, men under missionen i Mali består besætningen af seks udsendte. I alt forventes det, at op mod 40 soldater udsendes i missionen.

- De er alle specialister med meget stor erfaring fra udsendelse til blandt andet Afghanistan, uanset om det er piloter eller missionsplanlæggere, siger Søren Andersen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...