Hans store motor kunne alt for tidligt ikke mere

Lars Topp Østergaard, Steffen Schmidt og Hans Nielsen fra Danmarks Naturdredningsforeninge på arbejde i Ravnholm Skov. Foto: Signe Steffensen

Jeg har i nogle år haft den glæde at arbejde tæt sammen med Hans Nielsen om begrænsning af mountainbikekørsel i Ravnholm Skov for at standse nedslidning af skoven, give plads til dyrelivet og øvrige skovgæster. Et vellykket arbejde, som har vundet bred anerkendelse.

Nu har jeg med tristhed hørt at han er død, hans store motor kunne alt for tidligt ikke mere.

Hans var et engageret menneske, en vidende ildsjæl med en utrolig energi og drivkraft, når det gjaldt natur, miljø, faglig slendrian og uretfærdighed. Han havde sine meninger og et temperament, som man kunne støde på, som dog på ingen måde skyggede for respekt for hans mission, utrolige indsats, humor og venlige sind.

Hans var et privat menneske, men gennem mange timers arbejde i skoven åbnede han på klem for sine mere personlige sider. Jeg tror denne anerkendelse kom af, at han oplevede min vedholdenhed, fælles holdninger og at også jeg har en stor ”motor”. Vi har sammen med Steffen Schmidt fra Danmarks Naturfredningsforening Rudersdal og med højt humør flyttet en del ton jord og grene i skoven.

Med savn og stor respekt for Hans vil arbejdet i Ravnholm, blive fortsat i hans ånd.

Lars Østergaard, Sverigesvej 13B, 2800 Kongens Lyngby