McIlroy vil have fokus tilbage på golf fremfor politik

Rory McIlroy missede cuttet i The Players Championship. Han giver delvist det store fokus på LIV Golf skylden.

Årets udgave af The Players Championship blev en stor skuffelse for den nordirske golfstjerne Rory McIlroy. Efter to runder i samlet fem slag over par missede han cuttet til weekendens finalerunder.

Den 33-årige nordirer er blandt sportens største navne, og han er en af dem, som gerne giver sin mening til kende om sportens bagvedliggende emner.

Derfor er han naturligt ofte blevet spurgt til den nye, kontroversielle golftour LIV Golf, som har vakt røre på golfens verdensscene.

I den kommende tid vil man dog høre McIlroy snakke mindre om golfpolitik og holdninger til diverse aspekter af sporten. Han mener nemlig, at det har påvirket hans spil.

- Jeg vil meget gerne tilbage til bare at være golfspiller igen, siger den firdobbelte majorvinder ifølge AFP.

- Det har været nogle travle uger. Ret beset har der været travlt de seneste seks-otte måneder.

Den nye LIV Golf med saudiarabiske milliarder i ryggen har sat den etablerede golfverden med PGA Tour og DP World Tour på den anden ende.

Med større præmiepenge, faste deltagerlister, kortere turneringer og flere sikrede penge til spillerne har LIV Golf lokket adskillige store navne væk fra de to etablerede golftours.

Selv om McIlroy har talt imod LIV Golf, har han også agiteret for, at PGA Tour burde skæve en smule til den nye dreng i klassens måde at gøre tingene på.

For en uges tid siden annoncerede PGA Tour så, at man næste år vil have otte turneringer med et mindre deltagerfelt, intet cut og større præmiepenge til spillerne.

Dermed håber McIlroy også, at han skal bruge sin stemme mindre den kommende tid.

- Alt er ligesom blevet annonceret nu, hjulene er sat i gang, og tingene burde falde mere til ro fra nu af, lyder det fra Rory McIlroy.

/ritzau/