Hjulmand ser lige konkurrence mellem Schmeichel og Rønnow

Kasper Schmeichel er ikke selvskrevet førstevalg. Han er i hård konkurrence med formstærk Frederik Rønnow.

Det er over ti år siden, at Kasper Schmeichel debuterede på landsholdet, og siden han blev Danmarks førstemålmand i 2014, har hans position reelt ikke været til debat.

Men det er den måske nu. I hvert fald mener landstræner Kasper Hjulmand, at der er tale om en åben konkurrence mellem Kasper Schmeichel og Frederik Rønnow om pladsen i landsholdets mål forud for indledningen på EM-kvalifikationen.

- Jeg synes, at Rønnow lige nu er på sit bedste, mens jeg har været landstræner. Jeg synes, at der er en reel konkurrencesituation lige nu.

- Konkurrencen om at være førstevalg er større, end den har været før. Frederik Rønnow har stået en fremragende sæson. Han har tidligere haft nogle situationer, hvor han har været lidt skadet, men nu kommer han ind efter at have været meget, meget afgørende for Union Berlin, som har hægtet sig på i toppen af Bundesligaen.

- Jeg kan godt forstå, at han kommer ind med optimisme og vil puste Kasper Schmeichel i nakken, siger Kasper Hjulmand.

Han vil derfor ikke give en garanti for, at Schmeichel står på torsdag mod Finland.

- Der er en konkurrencesituation, så lad os se, siger Hjulmand.

36-årige Kasper Schmeichel har stået Danmarks seneste 31 landskampe. Han sad senest over i en coronapræget testkamp mod Sverige i november 2020. Her forhindrede engelske coronaregler Schmeichel i at deltage.

I alt er det blevet til 89 optrædener for A-landsholdet. 30-årige Frederik Rønnow står noteret for otte kampe.

Kasper Hjulmand mener, at Kasper Schmeichel og Frederik Rønnow er et stort stykke foran Danmarks tredjebedste målmand.

Aktuelt er Brøndbys Mads Hermansen med som tredjekeeper. Ved VM var det Oliver Christensen, og Daniel Iversen har lige fået chancen for Leicester i Premier League.

Det er tre talentfulde og forskellige målmænd, som på sigt kan bejle til tjansen som førstekeeper på landsholdet, mener Kasper Hjulmand.

Derudover peger han på AaB's 18-årige Theo Sander som et bud på en kommende topmålmand.

- Det er fedt at have så mange gode målmænd, siger landstræneren.

/ritzau/