Kvinde blev beordret til at bære tørklæde og tisset på

Anklager kalder aarhusiansk sag om psykisk vold usædvanlig grov og kræver forvaring til 38-årig mand.

Ordrer om at bære tørklæde og sove på gulvet. Forbud mod at gå på sin uddannelse og have en telefon.

Det er bare noget af den nedværdigende og krænkende adfærd, som en mand fra Aarhus-området udsatte sin kone for gennem mere end et år.

Fredag har et nævningeting i Retten i Aarhus kendt den 38-årige mand skyldig i den psykiske vold.

Desuden har han voldtaget kvinden flere gange samt slået og sparket hende. Han tog også halsgreb og brændte hende med cigaretter.

Straffen udmåles onsdag i næste uge. Anklager Birgitte Ernst går efter forvaring, der er en straf på ubestemt tid til særligt farlige kriminelle.

Desuden kræver hun den irakiske mand udvist.

Listen over de ting, som kvinden blev udsat for, er uhyggelig lang.

Kvinden blev beordret til at sove på gulvet om natten, og hun er blevet afklædt og bundet om fødderne med reb, så hun ikke kunne forlade stedet.

Hun har også skullet sidde kun iført trusser på gulvet i tre-fire timer, mens han kastede med vand og cigaretskod samt tissede på hende, fordi han ville fremprovokere en abort.

Desuden blev hun beordret til at bære tørklæde, og manden udstak en lang række forbud.

Blandt andet forbød han hende at have en telefon, og hun måtte ikke fortsætte på sin uddannelse, fordi en mand fra uddannelsen havde ringet til hende.

Dertil måtte hun ikke hilse på ekspedienter i butikker. Og hun skulle høre på, at han kaldte hende en falsk muslim, en dårlig mor og en luder. Sidstnævnte på offentlig gade.

Manden kontrollerede også kvindens penge, som han brugte på spilsider og fik hende til at optage et SU-lån på 36.000 kroner, som han brugte.

Lejligheden, som de boede i, overvågede han med video, og han kontrollerede, at hun ikke forlod stedet. Desuden fik han hende til at indtage ecstasy og medicin.

Anklager Birgitte Ernst kalder sagen om den psykiske vold for "usædvanlig grov".

Hun påpeger, at man i bemærkningerne til loven om psykisk vold har nævnt eksempler på, hvad psykisk vold kan være. Og den 38-årige tikker næsten alle bokse af.

- Graden af den psykiske vold har jeg hæftet mig særligt ved, fordi næsten alle de ting, der står i bemærkningerne til loven, er der rejst tiltale for og dømt for, siger hun.

Den 38-årige har siddet varetægtsfængslet siden december 2021. Her gik han ned til deres underbo og truede ham og begik vold mod ham, fordi han havde en tese om, at hustruen var utro med underboen.

Dertil havde kvinden nogle uger forinden anmeldt manden, og sagerne blev slået sammen.

Manden har nægtet alle anklager om voldtægt, vold og trusler. Ifølge anklageren er voldtægterne også usædvanligt grove, og så har han ifølge anklageren slået kvinden, mens hun var gravid.

Han har nægtet, at han var far til barnet, men det har en DNA-test fastslået, at han er.

Det er kun skyldkendelsen, der er afsagt i retten fredag. På onsdag i næste uge udmåler retten straffen.

/ritzau/