Butiksbedrager afsløret i bon-snyderi

Føtex har travlt med butikstyve og svindlere.

Det gik lidt for snedigt for sig for en 21-årig mand fra Roskilde, der tirsdag eftermiddag forsøgte at narre penge ud af Føtex i Stationscenteret.

Han fandt en kvittering uden for butikken og gik derefter ind for at finde de samme varer, som fremgik af kvitteringen. De varer forsøgte han så at få penge retur for i kundeservice.

Personalet lugtede dog lunten på en måde, og den 21-årige blev tilbageholdt, til politiet kom frem. Efter betjentene havde afhørt ham, blev den mislykkede bedrager løsladt igen, indtil sagen kan finde sin afgørelse.

Føtex i Stationscenteret har i det hele taget travlt med at holde tyve og bedragere for døren. Klokken 15.30, et par timer efter bon-bedrageren, tog de to 15-årige drenge fra Roskilde i at gå gennem kassen med nogle uspecificerede varer, som de ikke betalte for.

Supermarkedet fik de stjålne varer retur og havde ikke noget erstatningskrav, men de sociale myndigheder blev underrettet.