Roskilde Festival står kun på civilbefolkningernes side

Roskilde Festivals direktør svarer på debatindlæg.

Af Signe Lopdrup, administrerende direktør, Roskilde Festival

Kenneth Holmen Pedersen (K) og Lars Lindskov (K) tager fejl, når de i et debatindlæg i Sjællandske Medier påstår, at Roskilde Festival ensidigt støtter Palæstina. De tager fejl i, at festivalen ønsker at provokere og tage udøvere og synspunkter som gidsler i en politisk dagsorden.

De tager fejl, når de postulerer, at Roskilde Festival “stiller sig skulder ved skulder med en islamistisk organisation”.

Holmen Pedersen og Lindskov tager i det hele taget så usædvanligt meget fejl af Roskilde Festivals holdning og humanitære tilgang til den tragiske og langvarige konflikt, at det er svært at begribe, hvor de har fundet deres oplysninger.

Så lad mig starte med at slå fast, at Roskilde Festival på det kraftigste fordømmer vold mod civile. Det gælder også Hamas’ brutale og umenneskelige handlinger den 7. oktober.

På Roskilde Festivals hjemmeside er vi meget tydelige om festivalens position og formålet med de indslag på årets festival, der foregår i skyggen af disse tragiske begivenheder.

Et eksempel er arrangementet Voices of Hope and Peace for Palestine. Arrangementet handler om at styrke håbet om fred og frihed i Palæstina gennem sang, mad, personlige fortællinger, dialog og refleksion.

Her deltager sammenslutningen Palæstinensisk/Jødisk Alliance, sangerinden Dana Alshihaby, som for nylig gav en smuk koncert i Roskilde Domkirke, optræder med akustisk musik, og den frivilligt drevne og politisk uafhængige forening Danish Palestinian Women Organisation inviterer til måltid med lokale råvarer fra Palæstina.

Intentionen bag arrangementet er at fremme dialog og forståelse på tværs af kulturelle skel. Det er dialogen og håbet for fred, som vi her sætter på programmet - ikke konflikt eller provokation.

Arrangementet skal bygge bro mellem mennesker, for at bruge Holmen Pedersen og Lindskovs egne ord om kulturens bidrag til sammenhængskraft i samfundet. Et perspektiv, som jeg er helt enig i.

Roskilde Festival er en kulturel begivenhed, der historisk står på grundlæggende humanitære værdier og menneskerettigheder. Festivalen har derfor en mangeårig tradition for at afspejle samtidens samtaler og debatter, også de alvorlige og svære.

Lige nu er er unge i hele verden stærkt optaget af begivenhederne i Gaza, som store dele verdenssamfundet anser som en humanitær katastrofe og resultatet af en langvarig og meget ulykkelig konflikt med store menneskelige tab på begge sider.

Jeg anerkender, at det samtidig er en meget følelsesladet og kompleks situation, hvor mennesker alt for hurtigt kan misforstå hinanden. Derfor har vi for nyligt ændret titlen på ovenstående arrangement, fordi vi blev opmærksomme på, at den oprindelige titel (Solidarity for Palestine) kunne opleves som polariserende.

Som arrangør af én af Danmarks største ungdomskulturelle begivenhed har Foreningen Roskilde Festival et ansvar for at indgyde håb blandt festivalgæsterne. Det ansvar tager vi meget alvorligt.

Jeg vil forsikre alle, der bidrager til festivalens almennyttige og velgørende formål som frivillig, billetkøber eller kulturforening om, at Roskilde Festival udelukkende står på civilbefolkningernes side.

Det gør vi i programmets kulturmøder og debatter. Det gør vi ved at donere det økonomiske overskud til humanitære organisationer, der hjælper civile i nogle af verdens værste brændpunkter.

Alene i 2024 har foreningen udloddet over en million kroner til Læger uden Grænser og Dansk Røde Kors, der udfører medicinsk hjælpearbejde og psykologisk og social støtte til børn og unge i Gaza.

Derfor ser vi frem at samle det stærke festivalfællesskab igen til sommer. Et fællesskab, der altid har stået sammen om at gøre en forskel, der rækker langt ud over festivalens otte dage.