TEMA Hvad er en webshop, og hvordan fungerer den? Halsnæs Avis sætter i denne uge fokus på webshops.
Samtidig har vi talt med et par lokale webshop-ejere om deres butik, erfaringer og råd.
En webshop er det engelske ord for en e-butik på nettet, hvor man via en browser kan købe varer og ydelser.
Flere og flere driver en webshop enten fuldtids, deltids eller som hobby. Fysiske butikker supplerer i stigende grad deres forretning med muligheden for nethandel.
Opbygningen af en webshop kræver naturligvis en vare/ydelse, man vil sælge.
Derefter skal man have en software-løsning. Nogle bygger den selv, andre køber sig til en løsning. Her er mulighederne mange - fra billige løsninger til de dyrere alt efter pengepungen og ambitionerne.
Herunder hører også design, betalingsløsninger, betjening, mulighed for opdatering osv.
Man skal også have et sigende domænenavn, som er den adresse, webshoppens hjemmeside har på internettet.
Selvom transaktionen foregår på nettet, er der altid mennesker bag en webshop.
Dette gælder især, når varerne skal pakkes og sendes.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk har man ved køb over internettet ret til at fortryde købet op til 14 dage efter, du har modtaget varen.
Dette gælder, når du handler i danske netbutikker eller netbutikker i et andet EU-land. Udenfor EU kan du ikke gå ud fra, at du har ret til at fortryde.
FAKTA
Sikker e-handel
Her følger fem anbefalinger om sikker e-handel fra den danskwe certificeringsordning e-mærket:
Se efter e-mærket
Betal altid med kort
Undersøg sælger
Læs salgs- og leveringsbetingelser
Gem altid kvitteringen
Læs mere på emaerket.dk