Man bliver ikke astronaut på en weekend.
Selvom rumrejsen var kort for Andreas Mogensen, der natten til lørdag vender hjem efter 10 dage i rummet, har han kløet på med uddannelse og arbejde i årevis for at realisere sin drengedrøm.
* 20. maj 2009 blev Andreas Mogensen valgt til Den Europæiske Rumfartsorganisations (ESA) astronautkorps. Han blev dermed stillet en rumrejse i udsigt - en gang i fremtiden.
* Optagelsen var resultat af en lang proces, som begyndte, da danskeren i 2008 sendte en ansøgning til ESA.
* Flere end 8400 europæere søgte, og seks blev valgt. Andreas Mogensen blev udpeget efter en trinvis frasortering af kandidaterne efter mange test og helbredsundersøgelser.
* Den danske regering indledte fem år tidligere en kampagne for at sikre, at man kunne stille med kvalificerede danske ansøgere til ESA's astronautkorps.
* Daværende videnskabsminister Helge Sander (V) præsenterede i 2005 tre danske astronautaspiranter blandt flere hundrede ansøgere.
* De indgik siden i ESA's udvælgelsesproces, efter at flertallet af ansøgere var sorteret fra. Ingen af dem nåede dog så langt som Mogensen.
* Efter optagelsen har den 38-årige rumingeniør gennemgået oplæring og træning i blandt rumvandring, nødlanding af rumskib og meget andet.
* Han har også taget en uddannelse som pilot.
* Inden Andreas Mogensen blev optaget i astronautkorpset, tog han en uddannelse som rumingeniør, og han har en ph.d.-grad i rumfart fra et amerikansk universitet.