Kvickly er klar til førstehjælp

Kvickly har fået hjertestarter, og i dén forbindelse er en del af personalet også blevet oplært i at yde førstehjælp. 

I november måned fik Kvickly en hjertestarter, og for omtrent to uger siden gennemførte 12 af butikkens ansatte det medfølgende heldags hjertestarter- og førstehjælpskursus fra Falck. 

- Det er sket mange ændringer. Jeg havde førstehjælpskursus for ti år siden, men det fungerer ikke på samme måde med at puste og give hjertemassage, så det er godt at komme igennem det igen. Vi har repetition til næste år, hvor de samme 12 får genopfrisket det, siger eventmanager Sanne Hellmann.

Hendes kolleger føler sig også godt klædt på. 

- Vi håber jo ikke, at der sker et uheld, men nu er vi i hvert fald bedre rustet til at kunne hjælpe. Jeg har aldrig haft førstehjælp og synes, det har været et rigtig godt kursus, siger Charlotte Nielsen. 

- Falder nogen om, er det måske på grund af insulinchok, som ikke har med hjertestarteren at gøre, og det har vi også lært at håndtere. Og ellers guider hjertestarteren dig igennem, så man kan ikke risikere at bruge den forkert, siger Sanne Hellmann og tilføjer, at de kan rykke ud med hjertestarteren i tilfælde af hjertestop.

- Vi har også tilmeldt os på hjertestarter.dk, så man kan se, at der er en hjertestarter hos os. Sker der er uheld i eksempelvis Netto eller ældreboligerne, kan man ringe til os, og så kommer vi med den med det samme.

brom