Ophæv transportkorridoren

Kirsten Hink, Rungstedvej, Rungsted Kyst

Debat

Helsingør: Helsingørs borgmester Benedikte Kiær bør overveje om hun er sine skatteborgeres borgmester eller om hun er statens repræsentant. Hendes bombastiske udtalelser til TV2 Lorry den anden dag om, at der på ingen måde kunne blive tale om at fjerne transportkorridoren, det vil sige ophæve lovgivningen herom, viste, at hun mere opfattede sig som statens repræsentant end sine borgeres.

Hendes tidligere landspolitiske rolle som folketingspolitiker tog pludselig over, fornemmede man tydeligt.

Transportkorridoren tager grundejere med ejendom og grunde der som tidsubegrænsede gidsler. Det er til stor skade for berørte, herunder mig selv.

Så få nu ophævet denne arealreservation. Den har kun har til formål at begrænse statens erstatningspligt ved eventuel eksproportion, jævnfør de anvendelsesbegrænsninger, der er pålagt ejere her.

Der bygges motorveje i Jylland uden sådanne arealreservationer og ansvarsbegrænsninger, så hvorfor opretholde en unødvendig tidsubegrænset transportkorridor på Sjælland?

Staten vil også uden denne altid kunne ekspropriere til offentlige formål. Så ophæv transportkorridoren, den er helt unødvendig.