Skovshoved tog første stik

Der var i den grad linet op til finalefest, selv om det på papiret 'kun' var semifinale i Badmintonligaen. Og den gode og intense stemning i hallen passede Skovserne, som efter flere drabelige opgør trak sig ud som samlede sejrsherrer.

Første kamp blev sat i gang på bane 1, hvor damedoublen ved Emelie Fabbeke/Anne Skelbæk skulle dyste mod Selena Piek/Mette Poulsen fra Team Skælskør-Slagelse. Det blev en kamp, der bølgede frem og tilbage. Første sæt tog TSS, mens andet havnede hos SIF. De to næste blev dog kynisk sejret af pigerne fra Skælskør-Slagelse, og så stod der 0-1 på tavlen.

Men ikke længe, for herredoublen ved Carsten Mogensen/Mads Conrad-Petersen var flyvende mod dagens modstandere Kim Astrup/Anders Skaarup Rasmussen, hvor det blev til en sikker sejr på 3-1 i sæt, bl.a. en udradering i første sæt, som Mogensen/Conrad-Petersen vandt knusende 11-1. Andet sæt blev mere lige og bød på mange gode dueller, bl.a. duellen til 3-6, som SIF-parret vandt, hvilket fik taget til at lette en smule på Krøyersvej.

Lige den duel var ikke nok, for Astrup/Skaarup Rasmussen vandt sættet, men på gode starter i både tredje og fjerde sæt endte det med sejr til hjemmeholdet, som dermed udlignede til 1-1 i den samlede stilling.

Herefter stod der singlekampe på programmet, og her var der et lidt overraskende comeback til Tine Baun, der normalt har optrådt i damedouble for Skovshoved. Dagens yngre modstander, Kati Tolmof, var dog en for stor mundfuld for den rutinerede Baun, der måtte se sig slået klart i tre sæt.

Og dermed var det nok en gang fordel TSS. Men igen blev stillingen udlignet, da Christian Lind Thomsen vanen tro spillede på alle tangenter. Han var sat op mod sin ærkerival Kim Bruun, som han bl.a. sidste år var ude i et sandt drama mod i årets finalekampe i Frederiksberghallerne.

Det startede fint for Lind Thomsen og Skovshoved, da han sikkert tog første sæt 11-6. De to næste faldt dog ud til Bruuns fordel, og bagud 1-2 i sæt var presset på Lind Thomsen. Men på en ren jernvilje tog han fjerde sæt, og kampen skulle afgøres i en femsætter.

Her fik Lind Thomsen en fantastisk start, hvor bl.a. marathondysten ved pointet til 6-1 fik hele hallen til at eksplodere i klapsalver og tilråb, som fulgte de spillere hele vejen til det afsluttende sidebytte. To efterfølgende nemme point til Lind Thomsen syntes at afgøre matchen, men Kim Bruun gav sig ikke uden kamp. Det endte dog med sætsejr 11-7, og så fik publikum nok en gang Lind Thomsen for fuld udblæsning. Den svedige bluse blev 'obligatorisk' slynget over hovedet og ud til publikum.

Det gode mixdouble-par Julie Houmann/Joachim Fischer skulle herefter sætte kurs mod samlet holdsejr. Det skulle gå ud over 'tilbagevendte' Mads Pieler Kolding, som før sæsonen skiftede til dagens modstander TSS. Sammen med sin nye makker Britta Andersen var det dog tydeligt, at SIF-parret havde den bedste aften. Det gav en sejr i fire sæt, hvor kun det tabte tredje sæt viste få svaghedstegn hos SIF-parret. Omvendt sås en tydeligt irriteret Mads Pieler Kolding i fjerde sæt, da han anede skriften på væggen.

Sidste opgør var med de to herresingle-stjerner, Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus. Havde der været håb om en lige forestilling, blev man skuffet, for Jørgensen viste sikkert spil gennem hele kampen. Sætcifrene blev 11-8. 11-6 og 11-9, og da sidste bold var vundet, blev det dermed sidste gang man kunne opleve Jan Ø. Jørgensen i Skovshoved-blusen på Krøyersvej.

Han har nylig besluttet at drosle ned for Badmintonligaen.

"Det er udelukkende for at fokusere på OL-kval. Jeg er skide glad for at være i Skovshoved, så det har intet med det at gøre. Jeg håber virkelig at slutte godt af, og min motivation er super høj. Så må vi se om jeg vender tilbage til ligaen året efter kval'en", sagde Jørgensen til TV3Sport tidligere på måneden.

Han får nu alle muligheder for at slutte af med manér, når kampen om at nå finalen skal nås. Den byder i første omgang på en tur til Slagelse, når de afgørende semifinaler spilles om en måneds tid.