250 pladser var ikke nok for ny restaurant

Det er gået stærkt for Restaurant Flammen, der i december åbnede restaurant med 250 pladser i Ro's Torv. Nu har de allerede udvidet til 290 pladser.

- Vi er blevet taget så godt imod, så vi synes, vi skal have en udvidelse. Vi har desværre afvist mange folk, og det vil vi gerne prøve at kompensere for, siger Elias Tychsen, direktør for Restaurant Flammen, der næsten har haft et dagligt problem med, at man må sende sultne gæster videre.

De ekstra 40 pladser følger dog ikke med en udvidelse af restauranten, men er fundet ved at ændre indretningen, så lokalerne bliver bedre udnyttet. Samtidig er man ved at skærme mere af, så de spisende ikke får fornemmelsen af at sidde ude i centeret.

En større udvidelse er mulig, fordi nabolokalet, hvor der tidligere har været legeland, stadig står tomt.