Frustration blev til en forretningssucces

Med en baggrund som ambulancereddere kender Henrik Buck og holdet bag Order Group i Sengeløse kun alt for godt til hverdagens udfordringer set fra sædet i en ambulance. Nu har de gjort noget ved bøvlet og udviklet en elektronisk løsning, som gør det nemmere at være bag rattet i ambulancen, skriver DAGBLADET Roskilde.

Problemet var, at det ofte var svært at holde styr på, hvilke materialer der manglede og hvor meget, der skulle bestilles hjem til stationen. Det gik ikke hurtigt nok og processen var ofte bøvlet.

- For tre år siden gik jeg selv og Morten Lund, min makker fra ambulancen, i seriøs dialog med en IT-udvikler, og fik udviklet app'en Quick Response, som ved at scanne QR-koder kan styre både depot og materialebestilling. Vi lagde alle vores erfaringer fra dagligdagen ind i systemet, så man kunne se om tingene var undervejs, om noget var i stykker, og så videre, fortæller Henrik Buck, som derfor startede virksomheden Order Group i Sengeløse.

- Vi startede Order Group uden at have nogen kunder, men tog kontakt til Region Sjælland, hvor jeg kørte akutbil dengang og tilbød dem systemet. Fordelen ved det er, at vi samler alle leverandører med vores system, så man kan nøjes med at gå ét sted hen, i stedet for at kontakte 15-20 forskellige. De købte konceptet med det samme.

Siden er det gået stærkt for Order Group, som er blevet til tre mand, efter at have fået tilknyttet Martin Christiansen som daglig administrator.

Virksomheden har videreudviklet deres løsning til et fuldt operationelt driftssystem kaldet DS3, der gennem en elektronisk enhed ude i ambulancen gør, at redderne selv kan bestille det, som de mangler.

Undervejs har Henrik Buck taget sig tid til en timeout for at finde ud af, om projektet var på rette vej. Det ledte til et sparringsforløb med først Iværksætterhuset og siden Væksthus Hovedstadsregionen, som ifølge Henrik begge har givet nyttigt input til at træffe de rette valg.

Iværksætterhuset holder startupmøde i Høje Taastrup den 19. februar og startupcafe den 26. februar, begge dage på Høje Taastrup Rådhus, Bygaden 2 i Taastrup, hvor man kan høre mere om den hjælp, man kan få, og få sparring på sine ideer.

Læs mere i DAGLADET Roskilde tirsdag.