Ørne-træf i Jyllinge Havn

Er man interesseret i at måle sit eget vingefang i forhold til havørnens, og hvad med at lære mere havørnens spændende adfærd og biologi?.

Alt det og meget mere er der mulighed for, når Dansk Ornitologisk Forening (DOF) for tiende gang holder Ørnens Dag. Det sker søndag den 22. februar fra klokken 10.00 til 14.00 på Jyllinge Havn.

Om vinteren er der rigtig gode muligheder for at opleve havørnens store vingesus over det meste af landet. De prægtige ørne trives nemlig i det danske vinterlandskab. 350 af DOF's frivillige ørne-entusiaster har netop talt sig frem til, at mindst 342 havørne holder til i Danmark lige nu. For tiende år i træk får Danmarks befolkning en unik mulighed for at opleve det helt store vingesus, når DOF's Projekt Ørn inviterer til Ørnens Dag over hele landet. DOF's frivillige rovfuglefolk guider, viser og fortæller om havørnen ved arrangementerne.

En gruppe af DOF's lokale medlemmer vil være til stede på Jyllinge Havn med deres teleskoper og håber, at der i lighed med tidligere år på Ørnens Dag vil være mulighed for at stille skarpt på lokale og overvintrende havørne. Ind imellem vil der også være mulighed for at kigge på de mange gæs og ænder i området.

Dagen igennem vil der være mulighed for en snak om fugle med de lokale ornitologer, et kig på diverse informationsmaterialer og hver hele time, vil der blive en samlet orientering om ørnene. Området er meget åbent mod vest, så varmt tøj tilrådes.

Alle er velkommen, og der er gratis adgang og gode parkeringsforhold. Arrangementet er fra kl. 10-14.