Nabohjælp holder tyvene væk

Der var stor interesse for det borgermøde, kommunen torsdag eftermiddag afviklede i samarbejde med Nordsjællands Politi omkring indbrudsforebyggelse. 140 borgere var mødt op, og der blev både lyttet godt efter og flittigt noteret af de gode råd - særligt dem, som den tidligere indbrudstyv, Robert Nyborg, øste ud af.

Mødet blev holdt på baggrund af en eksplosiv stigning af antallet af indbrud i Furesø Kommune sidste år. En kurve, som Furesø Kommune ønsker at være medvirkende til at knække.

"Vi skal knække indbrudskurven, og vi skal gøre det i et tæt samarbejde mellem politi, borgere og kommunen. De boligområder, der er særligt udsatte for indbrud bliver kontaktet af politi og kommune, så vi i fællesskab kan gå områderne igennem og gøre dem sværere at arbejde i for tyveknægtene", fortalte borgmester Ole Bondo Christensen (S) ved åbningen af mødet.

Her gennemgik han den kommunale handleplan for den fælles indsats mod indbrud. En indsats, der også tæller at udbrede kendskabet til nabohjælp og metoder til at sikre ens hjem.

"Vi skal sætte ind på mange områder, men det afgørende er det gode naboskab, hvor vi hjælper hinanden med at sikre en tryg kommune, hvor her er rart at bo", lød det fra Bondo.

I 2014 fangede Nordsjællands Politi 517 indbrudstyve, og ved torsdagens borgermøde fortalte vicepolitiinspektør Finn Bernth Andersen, at de mange indbrudstyve er en blanding

af omrejsende, lokale og organiserede kriminelle.

Robert Nyborg deltog også ved borgermødet, Han er tidligere indbrudstyv og har flere end 200 indbrud på samvittigheden.

Klik her og se klip med Robert Nyborg, der fortæller om sin kriminelle fortid

"Det mest skræmmende for en indbrudstyv er nabohjælp, der virker", fortalte han og tilføjede, at aktiv nabohjælp virkelig giver indbrudstyvene svære arbejdsbetingelser. Derfor rådede han de fremmødte borgere til dels at sikre deres hjem, at undlade at lade værdier og bilnøgler ligge frit fremme og være aktive og nysgerrige naboer. Noget som ifølge Robert Nyborg særligt de ældre mennesker er gode til.

"Jeg var et dumt svin". Sådan omtaler Robert Nyborg sig selv. Læs hele artiklen her

At en aktiv nabohjælp virker, fortalte Lone Harlev fra Det Kriminalpræventive Råd om ved mødet. Ifølge hende fygter 25 procent af alle danskere indbrud, men hele 42 procent gør ikke noget aktivt for at forebygge indbrud.

"Det er bemærkelsesværdigt. Ikke mindst fordi aktiv nabohjælp kan forebygge op til hvert fjerde indbrud", lød det fra Lone Harlev, der derfor opfordrede alle til at række hånden ud og hilse på deres nabo.