Børnehuse lukker ikke: - Det er rygter og politisk hysteri

- Det er ikke på tale at lukke hverken Syrenhus eller Skovbørnehaven. Vi skal bevare de tilbud, der er. Alt andet er rygter og politisk hysteri.

Sådan lød budskabet fra formand for børne- og uddannelsesudvalget i Odsherred Steen Egede Jensen (DF), da han onsdag eftermiddag besøgte vuggestue- og børnehavebørn i Syrenhus i Nykøbing, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Politikeren vist rundt af forældrene Tina Herlet og Henriette Elkjær Smedebøl. Steen Egede Jensen talte også med medarbejdere samt dagtilbudsleder i Skovinstitutionerne Lisbeth Mikkelsen, der har base i Syrenhus.

- Hvis vi skal kunne tiltrække børnefamilier, skal vi tilbyde hele paletten. Det familierne efterspørger, er her, sagde Steen Egede Jensen, der efterlyste input til det ekstraordinære udvalgsmøde mandag 16. februar.

- Skriv, hvordan de tre huse kan bruge hinanden i et klynge- eller netværkssamarbejde, opfordrede udvalgsformanden.