Lydfortællinger er populære som aldrig før

Hillerød Bibliotek er med på noderne, når de inviterer publikum til at slå ørerne ud og lytte. Lydfortællinger er nemlig populære som aldrig før. Det myldrer frem med dem i både radioen, på pod-casts og i lydbøgerne, som vinder stærkt frem på bogmarkedet.

Til arrangementet tirsdag d. 24. februar kl. 19.30 indretter biblioteket en lyttesalon, hvor publikum kan møde de to skuespillere Julie Carlsen og Lars Thiesgaard. Skuespillerne kommer fra lydbogsforlaget Momolydbog, der ejes af en række kendte, danske skuespillere med fælles kærlighed til højtlæsning og lydbøger af høj kvalitet. Skuespillerne, der tæller navne som Karen-Lise Mynster, Sonja Oppenhagen og Lars Mikkelsen, producerer og sælger selv lydbøger til lydbogs-glade lyttere over internettet.

"I Momolydbog har vi det tilfælles, at vi elsker at læse højt. Hos os er det skuespilleren selv, der vælger deres favoritbøger, og derfor er det ofte en meget personlig oplevelse at lytte til en Momolydbog", udtaler Julie Carlsen i en pressemeddelelse.

Aftenen byder også på et indslag om radiofortællinger. Biblioteket har inviteret Københavns Radiobiograf, som har stor succes med at invitere publikum til fælles lytning i den lille Københavnske biograf, Gloria.

Bibliotekets kulturformidler Karen Elsebeth Jensen har selv været gæst i Københavns Radiobiograf, og ifølge hende sker der noget, når man spidser ører i biografens mørke:

"Med radiofortællinger tages man med på en rejse ind i en dokumentarisk eller fiktiv historie, som bliver dramatiseret af en indlevende fortællerstemme og et godt lyddesign. I biografens mørke fokuserer man sin opmærksomhed på lyden, og så begynder man at skabe sine egne billeder i hovedet, der passer til fortællingen".

Det kan publikum opleve på biblioteket, hvor belysningen dæmpes, så der skabes en så biografagtig atmosfære som muligt.

Bl.a. får publikum mulighed for at høre det prisvindende radiodrama "Hvid Drøm", som vandt førsteprisen ved den første festival for lyd i Danmark, "FLYD" i 2014. "Hvid Drøm" er skabt af instruktør Trine Damgaard fra "Keep Talking", som har fået stor opmærksomhed for sin nytænkende måde at lave radiodrama på.

Hende kan publikum også møde til arrangementet, som byder på et par timers spændende lytning, oplæsning og debat.

Billetter købes via bibliotekets hjemmeside eller ved personlig henvendelse på biblioteket. Biblioteksklubmedlemmer og studerende 40 kr. / andre 50 kr.