Tricktyve stjal 26.000 kroner fra 87-årig

En 87-årig mand fra Skibby er blevet omkring 26.000 kroner fattigere, efter at han blev udsat for et groft tricktyveri i Frederikssund, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Den ældre herre havde været i supermarkedet Aldi i Nygade for at handle, og da han kom ud på parkeringspladsen, henvendte en udenlandsk mand sig til ham med et kort, blok og kuglepen og spurgte om vej til Ringsted.

- Manden afviser ham, men de når alligevel at stjæle hans hævekort fra bilen, siger politikommissær Claus Kofod, Nordsjællands Politi.

Efterfølgende har tricktyvene nået at hæve 15.000 kroner fra den 87-åriges konto og brugt kortet til at købe varer for 11.000 kroner i forskellige butikker, inden offeret ved hjemkomsten til Skibby opdagede tyveriet og fik lukket kortet og politianmeldt tyveriet.

Der er hverken signalement af tricktyven eller den bil, han kørte i.

Nordsjællands Politi oplyser iøvrigt, at tricktyve ofte kun stjæler folks betalingskort og lader tegnebogen blive tilbage. På den måde tror ofret, at vedkommendes ejendele er intakte, og det giver gerningsmanden længere tid til at misbruge kortet, inden tyveriet bliver opdaget.