Sådan en dejlig dag at vise byens hus frem på

Poul-Erik Ilkjær bliver fanget af fotografen, der gerne vil have et billede af en glad køber og nu ejer af en Corinna kande.

- Den er fra 30érne, før »den kongelige« opkøbte fabrikken, siger han til nordvestnyt. Jeg har givet 30 kroner for den. Men den er pæn og velholdt og kan nok indbringe noget mere. Men jeg skal nu ikke sælge den!

Ilkjær er en af mange, der har valgt at bruge nogle søndagstimer i Jorløse Forsamlingshus, hvis bestyrelse, sammen med bestyrelsen for Jorløse Beboerforening, hvert år kalder til folkefest og loppemarked i de hyggelige rammer.

Det er Mette Larsen, kasserer i huset, og Gunnar Madsen, tidligere kasserer i beboerforeningen, som styrer løjerne. Huset tjener på café og salg af stande, mens beboerforeningen skaffer sig indtægter på tombolaen.

- Dagen har mange ansigter. Det er vigtigt at skabe et arrangement, der samler folk, og som vi tjener lidt penge på, men det er også vigtigt at vise huset frem, siger Gunnar til avisen. Mette er enig:

- Det er femte eller sjette år, vi laver dette loppemarked. Der er udsolgt af stande, og i øvrigt stor interesse for at besøge os. Læs mere mandag. BR