Vi skal nok klare den

"Der er lys for enden af tunnelen. Vores center skal nok klare det og komme igennem stormvejret".

Søren Lyhne, formand for Ejerlauget i Egedal Centret, er positiv og fortrøstningsfuld, når snakken falder på det lokale centers fremtid.

"Vores udlejere Datea og Jeudan er meget professionelle og i fuld gang med at finde lejere til nogle af de tomme lokaler i centeret. I løbet af foråret, så vil vi forhåbentlig se to-tre nye butikker. Jeg er optimist," siger Søren Lyhne.

Han lægger dog ikke skjul på, at lukningen af Superbest har gjort ondt på centeret.

"Ja, vi fik et hak i tuden med nyheden om Superbest. Jeg kan også godt forstå, hvis folk er bekymrede, men vi skal nok få det vendt. Jeg er rolig, for jeg ved, at vores udlejere nok skal finde løsninger i form af nye lejere," siger han.

Samme holdning har Carsten Nielsen, formand for centerforeningen.

"Jeg er positiv. Vi har et godt center med et spændende miks af butikker, der knokler og gør hvad de kan for at få flere kunder. Jeg ved, at der arbejdes på højtryk for at finde lejere, så vi skal nok komme igennem det her," siger Carsten Nielsen.

Han understreger dog, at centerets dagligevare-sektor skal op på hesten igen, når Superbest har sagt farvel.

"Det er et stort og vigtigt lokale for centeret. Jeg er sikker på, at udlejerne arbejder på højtryk for at finde en løsning. Jeg er ikke kritisk, for nogle gange skal det være skidt, før det kan blive godt," siger Carsten Nielsen.

Og netop opgaven med at finde en ny dagligevarebutik i det snart tomme Superbest-lokale, har høj prioritet hos udlejeren Jeudan.

"Jeg tror ikke, at det lokale kommer til at stå tomt ret længe. Jeg kan ikke sige noget konkret, men der har allerede været stor interesse," siger Søren Lyhne, der har svært ved at se andet end en dagligevarebutik i det lokale.

"Uden at nævne navne, så forestiller jeg mig en dagligevarebutik med discount," siger formanden for Ejerlauget.

Mens centeret er optimistisk ved udsigten til at få lokalerne besat, så snakkes der, ifølge Lokalavisens oplysninger, fortsat om for høje huslejepriser som én af årsagerne til de tomme lokaler.

En kritik, som Carsten Nielsen også bragte på banen i Lokalavisen for to år siden, og som han stadig står ved.

"Nogle gange må man måske file lidt på priserne for at få nogle interessante butikker ind i vores center i stedet for at lade lokalerne stå tomme. Jeg tror dog ikke, at vores center har højere priser end andre steder. I sidste ende er det dog en sag mellem udlejer og lejer. Jeg vil dog gerne slå fast, at vi har et godt samarbejde med Ejerlauget," siger Carsten Nielsen.

Søren Lyhne understreger, at Ejerlauget ikke fastsætter husleje-priserne i centeret.

"Vi har intet at gøre med hverken udlejning eller huslejepriser. Det er helt op til Datea og Jeudan, men jeg finder huslejepriserne markedsrigtige og fornuftige i forhold til andre indkøbscentre. De er tilpasset niveauet i vores center, og jeg ser ikke prisen på huslejen som en årsag til butikslukninger eller manglende lyst til at flytte ind i centeret," siger Søren Lyhne.