Stak af fra gaderøvere

En 27-årig mand fra Helsingør slap tidligt torsdag morgen fra to gaderøvere uden for sin bopæl. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Den 27-årige kom ved 5.45-tiden gående på Snerlevej, da to mænd henvendte sig til ham.

- Vi vil have dine penge - ellers stikker vi dig ned, lød beskeden i følge Nordsjællands Politi.

Den 27-årige slog ud efter den ene gaderøver, og herefter lykkedes det ham at stikke af op i sin lejlighed. Herfra anmeldte han klokken 6.18 torsdag morgen røveri-forsøget. På grund af mørket har han ikke kunnet give noget signalement af de to gaderøvere.