Hvad med Vestegnens Brandvæsen ?

Efter de tre kommuner, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk, har meldt ud, at de vil danne et fælles beredskab med Greve, Solrød, Køge, Roskilde og Stevns, så har Vestegnens Brandvæsen fået en ny udfordring.

Det var nemlig på tale, at der skulle dannes et stort fælles beredskab, bestående af de tre kommuner, Vestegnens Brandvæsen samt Tårnby og Dragør. Denne model er nu udelukket, efter Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk - som i forvejen har fælles beredskab - nu kigger mod Sjælland.

Hvem Vestegnens Brandvæsen så skal fusionere med, er usikkert. Der ventes dog en relativ hurtig afklaring.

»Vi er i gang med at forhandle, og vi forventer en afklaring i midten af næste uge (denne uge, red),« lød det fra Albertslunds borgmester Steen Christiansen i sidste uge. Og en enslydende melding kom fra Hvidovres borgmester Helle Adelborg. »Vi arbejder med det lige nu og forventer at kunne melde noget ud onsdag eller torsdag (i denne uge, red),« var beskeden.

Går sammen

Borgmestrene i Høje-Taastrup, Ishøj, Vallensbæk, Greve, Solrød, Køge, Roskilde og Stevns meddelte i sidste uge, at de vil anbefale, at de otte kommuner går sammen i en ny, fælles beredskabsenhed. I første omgang skal der ske en analyse og beskrivelse af et fælles beredskab for de otte kommuner. Byrådene skal senest til juni skulle træffe endelig beslutning om samarbejdet og dets omfang. Samarbejdet vil i givet fald få virkning fra 1. januar 2016.

Regeringen og Kommunernes Landsforening indgik i juni 2014 en aftale om, at kommunerne senest den 1. januar 2016 skal have etableret sig i 20 beredskabsenheder i hele landet.

Greve, Solrød, Køge, Roskilde og Stevns har siden november 2014 arbejdet på at etablere et fælles beredskab. Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk har ligeledes analyseret samarbejdsmulighederne i det fremtidige beredskab.

Der har været mange forslag på bordet. Blandt andet, om de tre Vestegns-kommuner Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk - som i dag har et fælles beredskab - skulle gå sammen med Vestegnens Brandvæsen, som dækker Hvidovre, Rødovre, Brøndby, Glostrup og Albertslund.

Responstiden er vigtig

Nu vender de tre kommuner altså blikket mod Sjælland.

»En fælles beredskabsenhed vil være en stor fordel for Ishøj og Ishøjs borgere. Vi vil bevare nærberedskabet i Taastrup, ligesom vi vil blive betjent af Falck-stationen i Hundige. Vi kan også få sendt opgaven i udbud uden begrænsninger. Hurtigere udrykningstider betyder også meget. Og alle kommuner får et lige antal medlemmer i den kommende beredskabskommission,« siger Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj. Vallensbæks borgmester er enig: »I Vallensbæk går vi efter et samarbejde, der går sydover. Vi regner med, at det vil give os nogle bedre responstider, i og med at vi kommer til at ligge tættere på brandstationerne, end hvis vi havde kigget mod København,« siger borgmester Henrik Rasmussen med henvisning til de to brandstationer i Greve og Taastrup.

Solrøds borgmester fremhæver, at trygheden skal være den samme som i dag: »Vi har et godt beredskab i dag, hvor borgere og virksomheder kan være trygge ved, at hjælpen er nær og effektiv, når uheldet er ude. Nu stiller staten krav om, at vi skal samarbejde på tværs af kommunegrænserne, og min intention er, at det skal være den samme tryghed, der kommer til at kendetegne den fælles beredskabsenhed,« siger borgmester Niels Hörup.

Greves borgmester fremhæver også kvaliteten:

»Et fremtidig samarbejde bestående af de 8 kommuner vil lette muligheden for at indfri den effektiviseringsgevinst, som vi er blevet pålagt af regeringen. Men det afgørende positive i dette brede samarbejde er, at fagligheden og robustheden i de meget væsentlige opgaver, som beredskabet løser, kan bevares,« siger borgmester Pernille Beckmann.

Robust

De otte kommuner fremhæver, at enheden både i faglig og befolkningsmæssig henseende vil blive robust og bæredygtig i forhold til de opgaver, der løses nu og på sigt af beredskabet. Ligesom området, der udgøres af de otte kommuner, rummer beredskabsmæssige opgaver vedrørende fælles motorvejsystemer, jernbanestrækninger og opgaver i forhold til kyststrækninger. Opgaver, som det kommende samarbejdet kan være med til at styrke.

Under forudsætning af de respektive byråds godkendelse af det fremtidige samarbejde, er de otte borgmestre enige om at udpege borgmester Mogens Haugaard Nielsen, Stevns Kommune som formand og borgmester Joy Mogensen, Roskilde, som næstformand for det fremtidige samarbejde frem til den 1/1 2016.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...