Advarsel

Af Mikkel Nikolajsen, Prunusvej 25, 3450 Allerød:

Da min familie i 2012 flyttede til Allerød, var det blandt andet udsigten til at blive en del af en velfungerende børnekommune, der trak. Da vi samtidig kunne få vores datter på Lillerød Skole, selv om vi lejede et hus uden for distriktet, var beslutningen let at tage.

Og vi har været glade for at bo i kommunen. Faktisk så glade, at vi nu har købt hus, og jeg overfor både venner og kolleger med børn har talt varmt for at få dem til at flytte til Allerød.

Men den anbefaling stopper nu. Faktisk vil jeg nu advare: Lad være med at flytte til Allerød, hvis I går op i jeres børns hverdag. Lad være, hvis I vil vide, hvilken skole jeres børn har udsigt til at gå på. Lad være, hvis I ikke vil have jeres børn til at gå i propfulde klasser og have et byråd, der går mod faglige anbefalinger og i stedet prioriterer skattelettelser.

Vi kan spare 300.000 kr. på at smadre ønskerne hos 15 familier i kommunen og samtidig proppe klasserne på Lillerød Skole til bristepunktet. Vi har ikke råd til at lade være, lyder argumentet fra politikerne.

Jeg spørger bare, om Allerød har råd til at gøre det? Hvis beslutningerne på skoleområdet for de nye 0- klasser bliver fastholdt, håber jeg, kommende tilflyttere tænker sig om en ekstra gang, inden købsaftalen på huset eller lejligheden får en underskrift. Vi skylder børnefamilier, der overvejer at flytte til byen, at spille med helt åbne kort. Jeg bliver nødt til at advare. Desværre.