FIK-opstart med stort fremmøde

FODBOLD. Frederikssund Idræts Klub tog lørdag hul på forberedelserne til den nye sæson. Det skete med en træningssamling på klubbens anlæg på Kalvøen, hvor det blev til 1½ times træning på kunstgræsbanen under ledelse af det nye trænerteam, hvor det er cheftræner Lars Gasberg samt Carsten Krogh og Carsten "Gonzo" Christensen, der skal stå for træningen, som afholdes hver mandag, tirsdag, torsdag og fredag fra kl.18. Seniortruppen er nu slået sammen med den talentfulde U19-trup, som Lars Gasberg og Carsten Krogh har trænet de sidste 7-8 år.

Efter træningen var der fællesspisning i Frederikssundhallens cafeteria, idet klubhuset stadig er inaktivt efter oversvømmelsen. Her gav sportschef Kim G. Madsen en orientering om planerne for den nye sæson for de fremmødte.

"Med hensyn til målsætning, så må vi være realistiske, men vi håber på 1½ point pr kamp for at overleve i Sjællandsserien, men er en oprykning inden for mulighederne, så går vi selvfølgelig efter den. Der er dog ikke noget pres fra bestyrelsen om dette, men vi skal være Danmarksseriehold igen, og det skal ikke være om 5 år", fastslog sportschefen.

Han fortalte endvidere, at betingelserne for FIK's andethold i serie 3 er de samme, idet de ligger nogenlunde ens placeret i deres række. Cheftræner Lars Gasberg lagde heller ikke skjul på, at der nu skal præsteres af spillerne på træningsbanerne.

"Der skal være træning 3-4 gange om ugen, for der stilles visse krav, når det gælder fodbold i Sjællandsserien, og det er altså minimum tre gange om ugen. Vi har trænet U19-drengene de sidste 7-8 år, og vi kan kun sige, at vi blev taget godt imod af de gamle i efteråret, og jeg håber meget på, at der ikke er nogle som slår op i banen, hvis de ikke kommer på førsteholdet lige med det samme, men i stedet er med til udgøre en rigtig stærk samlet 1.- 2.holdstrup", sagde cheftræneren.