Energibesparelse lige til højre eller venstre ben

Af Jørgen Schmidt, Helgasvej 12, Hørsholm:

Dejligt at bo i en kommune med svømmehal og skøjtehal.

Til glæde for mange, kommer der nu en træningsskøjtehal. Alle tre haller forbruger megen energi, svømmehallen til opvarmning af vand og ventilation, skøjtehallerne til at lave isen.

For at kunne lave isen i den nuværende skøjtehal, skal der fjernes en betydelig energimængde, som i dag bare smides ud i omgivelserne.

Jeg vil som energibevidst borger opfordre kommunen til at udnytte denne "kondensator" energi til opvarmning af vand og ventilation i svømmehallen, når der nu alligevel skal ombygges på køleanlæg ved anlæggelsen af træningshallen.

Det er meget enkelt at udføre og vil bringe store energibesparelser til svømmehallen og dermed en reduktion i CO2 belastningen og dermed forbedret CO2 regnskab.

Det kan være det er to forskellige budgetter, men skal den umiddelbare besparelse i energi og miljøbelastning ikke udnyttes?

Som et eksempel udnyttes netop denne mulighed lige syd for Kruså på Best Western Hotel des Nordens, i form af en indendørs svømmehal og et meget stort udendørs bassin, som kan anvendes hele året, ude som inde, med vand temperatur omkring de 28 °C, ved hjælp af den energi der fjernes fra en nærliggende skøjtehal.

Måske en ide til næste udvidelse af idrætsparken? Først og fremmest må jeg opfordre politikerne til, at kommunen anvender spildenergien fra skøjtehallerne i den bestående svømmehal. Det vil der være fornuft i. Uanset partifarve.