Mindeord for Hanne Salamon

Joseph Salamon, Soldraget 42, 3460 Birkerød, skriver:

Forleden dag døde billedkunstneren Hanne Gårde Salamon som 80-årig efter kortere tids sygdom.

Hun var datter af kunstnerparret Ingeborg Rasmussen og Jens Gårde Thomsen, som havde keramikværkstedet "Ras Keramik " i Birkerød.

Hun voksede op her og gik på Kommuneskolen på Dambakken i en tid, hvor mange kom i skole i træsko eller barbenede.

Udover hjemme blev hun uddannet på Kunsthåndværkerskolen og på keramikskolen i Faenza i Italien. Efter nogen tid i Danmark rejste hun igen til Italien, hvor hun havde eget værksted. Her traf hun og blev gift med billedhuggeren Joseph Salamon, som studerede på Kunstakademiet.

Ægteparret blev "lokket" tilbage til Danmark af Ras'erne. Her fortsatte Hanne arbejdet som keramiker samtidig med at hun arbejdede med billedkunst, grafik, collager, relieffer, og emaljemalerier på stål. I den periode udstillede hun talrige gange på Charlottenborg.

Hun skabte også monumentale værker. Kendt er udsmykningerne hun skabte på Christian Hansens Laboratorium i Avedøre Holme, Nationalbanken, Kastrup Lufthavn, Forsvarskommandoen i Jylland og mange flere steder.

Hanne blev, trods sygdommen, ved med at arbejde næsten til det sidste. I oktober 2014 udstillede hun på Salon des Réalités Nouvelles i Paris.