Allerød Gymnasium bygger til og får plads til 27 klasser

For to år siden byggede Allerød Gymnasium arbejdspladser til lærerne, og nu er det elevernes tur til at få mere plads. Gymnasiet er i gang med en udvidelse på to klasselokaler, som kan slås sammen til ét stort auditorium med plads til 120 personer, oplyser rektor Kirsten Schiellerup i en pressemeddelelse.

Allerød Gymnasium er vokset de sidste mange år, og med den nye bygning bliver der plads til i alt 27 klasser på skolen. Det er planen, at bygningen skal stå færdig til maj, så den kan tages i brug efter sommerferien, når det nye skoleår begynder og nye elever ankommer.

- To klasser vil få stamlokale i den nye bygning, hvor der til daglig bliver mulighed for, at en klasse ekstra kan inviteres ind i ét af lokalerne, hvis der skal samarbejdes på tværs. Når der er behov for det, vil vi rulle foldedøren mellem lokalerne tilbage og åbne op for for eksempel foredrag, filmfremvisning fra nettet eller elevfremlæggelser for fire klasser på én gang, siger Kirsten Schiellerup og tilføjer, at gymnasiet glæder sig til at tage de nye faciliteter i brug.