Gaver og genbrug udsat for hærværk og tyveri

Frivillighedsprojektet Gaver og genbrugs skurvogn "Bixen" i Klub Havana har nu været udsat for så mange tilfælde af hærværk og tyveri, at projektet flytter til Arenaskolen og samtidig skifter navn.

Lederen, Conni Bergendorff Pedersen, fortæller, at der mellem jul og nytår med jævne mellemrum er begået hærværk og tyveri mod skurvognen, og at personalet har en mistanke om, at det er de samme gerningsmænd, som står bag.

Gaver og genbrug er et frivillighedsprojekt i Greve Kommune, som indsamler ting til familier, der har behov for hjælp.

- Gaver og genbrug er kommet godt fra start. Vi har haft glæden af at kunne uddele masser af ting og tøj til borgere, der har henvendt sig, så vi er kede af, at vi ikke pt. er i stand til at holde åbent. Vi har derfor taget konsekvensen heraf og lukket skurvognen ned for at starte op et nyt sted, siger Conni Bergendroff Pedersen og fortsætter:

- Vi har været så heldige, at vi har fået et nyt, stort og dejligt lokale på Arenaskolen. Der er det nemt at komme til, og vi kan byde velkommen fra 1. februar. Gaver og genbrug ændrer samtidig navn til Borger og genbrug.

Klub Havana vil dog stadig være indleveringssted, hvor borgere, der har legetøj, køkkenudstyr, børnetøj og babyudstyr, sengetøj og håndklæder, kan aflevere tingene.

- Det er vores håb, at der vil komme sponsorer fra erhvervslivet, der vil byde ind med gavekort og andet relevant, som vores borgere står og mangler, siger Conni Bergendorff Pedersen.

Borger og genbrug har en facebookside, hvor der efterlyses ting til "Bixen", og hvor man kan klikke ind og følge med i, hvad der sker.

- Her efterlyser vi blandt andet også ting, og det vil være en stor hjælp og glæde, hvis vi får opbakning fra borgerne i kommunen, siger Conni Bergendorff Pedersen.

Man kan ringe til Klub Havana for mere information på telefon 43 97 35 50.