Danske Spil opgiver etiske tiltag

Danske Spil giver i vidt omfang køb på flere af de såkaldte ansvarlighedstiltag, som selskabet ellers selv har indført. Det er sket, efter at konkurrencen på spillemarkedet er blevet større med liberaliseringen af spilleloven i 2012.

Tidligere var der en tabsgrænse på 200.000 kroner, der betød, at spillere automatisk fik lukket kontoen ved et tab på 200.000 kroner. Et tiltag, der blandt andet skulle hindre ludomaner i at spille alt op. I dag er der ingen tabsgrænse.

Politiken har gennemgået en række udtalelser om ansvarlighed fra Danske Spil og sammenholdt dem med virksomhedens handlinger. Det viser, at spilleselskabet har ændret drastisk holdning til flere emner og i nogle tilfælde handler stik mod selskabets politik. Foruden tabsgrænsen gælder det matchfixing, kasinospil og bonustilbud, der kan føre til ludomani.

Danske Spil slår sig ellers op på at ville være »førende i at sikre ansvarligt spil, herunder i at beskytte unge og udsatte grupper«, som det lyder i selskabets politik. Derfor vækker det skarp kritik, at selskabet slækker på ansvarligheden.

»De påberåber sig, at de lever op til det ansvar, men i stedet går de mere op i at tilpasse sig konkurrencevilkårene. Det er hykleri«, siger Ole Thyssen, professor i virksomhedsetik ved CBS til Politiken.

Bestyrelsesformand i Danske Spil Peter Gæmelke erkender, at bestyrelsen har fjernet en række tiltag, men siger til Politiken:

»Hvis vi skal konkurrere i et frit marked, kan vi ikke operere efter nogle regler, der er 10.000 gange hårdere end alle de andres«.