Visionsløs borgmester

Af Ole Osterhammel, Løvbakken 8, Farum

Så kom det frem, at Ole Bondo (OB) ikke evner få bragt en tiltrængt udvidelse af Farum Bytorv på plads. Det er pinligt og trist at se Furesø Kommune tabe en retssag (forlig) som udstiller, at det endnu ikke er lykkedes at tiltrække investeringer til Farum Bytorv. Andre kommuner kan finde ud af det, men i Furesø Kommune sker der ikke en fis.

Allerede i juli 2007 fortæller OB ivrigt til medierne, hvordan han har sikret, at Datea ikke kunne få lov at lave den foreslåede udvidelse. OB mener, at projektet er alt for stort og, at man kun tænker på den kommercielle side. Han bryster sig af, at han har haft held til at bremse projektet. OB sidder på det tidspunkt i Furesø Byråd og har bl.a. en plads i Planudvalget. Direkte citeret, siger OB til Furesø Avis: "Vi har fået igennem i planudvalget, at vi skal tage den med ro og ikke bare sige god for det forslag, som Datea (ejeren af Farum Bytorv) er kommet med". Siden da er ikke INTET sket på Farum Bytorv.

Jeg skal love for, at OB har haft held til at forsinke udvidelsen af Farum Bytorv. Jeg så gerne en udvidelse af Farum-banen til Allerød og en sammenbygning af en ny S-togstation med Farum Bytorv, så pendlerne kunne bruge parkeringspladserne på Farum Bytorv i dagtimerne. Bytorv- udvidelsen bør laves, så man kan gå tørskoet ud til sin bil i et flerlagsparkeringshus. Tilkørsel af varer via lastbiler kan ske direkte fra motorvejen, så der ikke sker en unødig tung trafikbelastning i området. Man kunne endda få overdækket noget af motorvejen og bruge de opnåede kvadratmeter ovenpå motorvejen til noget fornuftigt samtidig med, at man fik fjernet trafikstøj. Der passerer ca. 11.000 biler i døgnet forbi Farum Bytorv via motorvejen - Tænk om flere af disse bilister valgte at handle i Furesø.

Jeg synes, det er problematisk, at vi mangler en visionær bormester i Furesø. Verden står jo ikke stille omkring os. Hvis vi ikke vil i Furesø, så løber de andre kommuner med investorerne og de penge, der kunne skabe fornyelse, job og fremtidssikre vores kommune. Det er jo ødelæggende for en kommunes renommé, når den ikke overholder de aftaler, den indgår med private og andre investorer. Man kan godt finde ud af at kritisere andre kommuner for at have store planer med deres handelsliv. Det er da en flov handlemåde som udstiller Furesø Kommune. Nu har OB været borgmester i mere end 5 år og jeg sidder med en fornemmelse at bo i en visionsløs sovekommune. Hvornår vågner Ole Bondo?