Vildsvin skal fanges eller skydes

Siden fredag i sidste uge er et vildsvin ifølge tveast.dk blevet set i et sommerhusområde i Kaldred ved Eskebjerg. Dyret har været få meter fra de personer, der har set det, og har hverken virket skræmt eller forsøgt at flygte. Det kan Kirsten Villien fra Kaldred bekræfte. Hun opdagede det sortbrune dyr i genboens indkørsel.

- Jeg var kun 4-5 meter fra vildsvinet, som bare luntede rundt og snusede, fortæller Kirsten Villien.

Ifølge biolog Bo Håkansson fra Danmarks Naturfredningsforening er vildsvinet derfor med al sandsynlighed ikke vildt, men opdrættet.

- I Danmark ser vi kun vildsvin i Jylland, når de er kommet ind i landet over grænsen fra Tyskland. Vildsvinet i Kaldred er givetvis sluppet ud fra et hold med tamdyr, og ejeren har ifølge bestemmelser om forsvarlig hegning af dyr pligt til at indfange sit vildsvin, forklarer Bo Håkansson og tilføjer, at jægere med gyldigt jagttegn har lov til at skyde undslupne, tamme vildsvin.

Men jægere har ikke blot lov til at skyde vildsvinene. Vildtplejerådgiver John Ho Petersen fra Danmarks Jægerforbund oplyser, at de også har pligt til det.

- I Danmark har vi meget strikse regler om dobbelthegning af tamme vildsvin, fordi der er risiko for, at vildtlevende vildsvin kan overføre smitsomme sygdomme til besætninger af tamsvin, siger John Ho Petersen.

Læs mere i Nordvestnyt onsdag.