På vej mod DM

udspring: Søstrene Derrett, ni-årige Anne-Marie og 11-årige Anastasia fra Gilleleje, der går til udspring i Farum-Familie-Svøm, deltog i lørdags i Trip Trap stævne i Farum, med deltagere fra tre andre udspringsklubber.

Anastasia stillede op på 1 metervippen på trin 42, mens Anne-Marie stillede op på 1- og 3 metervippen på trin 42. Trin 42 skal ikke forveksles med, at springeren står på trin nr. 42, men er derimod en betegnelse for, hvor mange spring man skal udføre og hvilke typer spring.

Anne-Marie sprang sig til sølvmedaljer på de to højder, og kvalificerede sig dermed til Årgangsmesterskaberne (DM) på begge højder.

Anastasia, der stillede op for første gang på trin 42, vandt en imponerende bronzemedalje, men skal qua sin alder, op på trin 43 og her få over 125 og 140 points på henholdsvis 1- og 3 metervippen, for at kvalificere sig til Årgangsmesterskaberne.

Årgangsmesterskaberne holdes senere på året, så der er tid til at klare kvalifikationskravene for 11-årige Anastasia. Bl.a. tager Farum-Familie-Svøm til et stævne i Finland i maj, ligesom der er flere Trip Trap stævner på dansk grund i Odense og Lyngby. Yderligere skal pigerne på et træningsophold i Indianapolis, USA i 14 dage i begyndelsen af juli, så der bliver masser af muligheder for at dygtiggøre sig.