Ib Sandahl, Byhistorisk Samling og Arkiv, Blaakildegaard
I foråret 1845 var der travlhed på landsbyerne Baldersbrønde og Kallerups jorde, beliggende syd for Roskildevejen, nuværende Hovedgaden.
Ved Hedehuskroen måtte man, på grund af jordbundsforholdene, krydse Roskildevejen og videreføre arbejdet på Kallerups jorde nord for vejen.
Det var »Det Sjællandske Jernbaneselskab«, der var i gang med at udstikke linieføringen for den kommende jernbane, mellem København og Roskilde, den første i Danmark.
Ingen jernbane uden stationer
De første stationer på strækningen fra København blev Valby og Glostrup, men da man nåede ud på »Heden« kneb det med stationsnavnene.
Her var ingen landsbyer tæt ved banen, så derfor oprettede man to stationer, en ved Kiøgevejen, der senere blev benævnt Taastrup Station, og en ved Kallerup, hvor Hedehuskroen lå.
Derfor blev stationen fra starten kaldt for Hedehusene.
Jernbanen blev indviet den 26. Juni 1847 af Kong Christian den 8. og Dronning Caroline Amalie, og dagen efter blev strækningen åbnet for almindelig trafik.
Den første station
De første station i Hedehusene blev som nævnt bygget i forbindelse med jernbanen mellem København og Roskilde. Selve stationsbygningen var magen til stationerne i Glostrup og Ved Kiøgevej (Taastrup), som alle tre blev benævnt som mellemstationer.
Bygningen var af bindingsværk på 20 fag, ca. 18 meter i længden og seks meter i bredden. En højde på ca. 4,5 meter og et fladt tag.
På hver langside var der fire vinduer, mod perronsiden var der en dør og mod gadesiden to døre.
I den ene halvdel af bygningen var der indrettet en ventesal, og i den anden ende var jernbaneforvalterens bolig.
Stationen ombygges
I 1874 skete der en større ombygning af den gamle station.
I stedet for det flade tag fik bygningen et rigtigt tag, med rejsning og belagt med skiferplader. I de følgende år skete der også flere fornyelser, bl.a. byggede man en skal af mursten uden på den gamle bygning, og der kom et halvtag ud over perronen, så de rejsende kunne stå i tørvejr, når de ventede på toget.
Mindesten 150 år
For at markere at det var stationens skyld, at Hedehusene Stationsby blev grundlagt, blev der i forbindelse med Jernbanens 150 årsdag i 1997 opsat en mindesten ved Hedehusene Station.
Hvis man vil læse mere om de gamle stationer og deres indretning, kan man gøre det i artiklen »En mellemstations forvandling« af Peter Schweizer i Årsskrift 1995, fra Byhistorisk Samling og Arkiv.