Er du en af de mange pendlere, der i dag torsdag blev forsinket på grund af DSBs problemer med fjernstyring og signaler? Så kan du være heldig at få kompensation fra DSB. Læs artiklen her og bliv klogere på DSBs regler for Rejsetidsgaranti.
Det er muligt at søge om kompensation hvis, man er: forsinket mere end 30 minutter på rejsen med fjern-, regional- eller S-tog i Danmark samt har rejst med billet, klippekort, rejsekort eller et Bus & Tog Årskort.
Dog skal man være obs på, at det ikke nødvendigvis er den samlede forsinkelse, der er gældende. Hvis du misser dit tog, fordi bussen eksempelvis er 15 minutter forsinket, er det eksempelvis ikke gældende. Det er derimod ankomsttiden på din bestemmelsesstation (altså den sidste station, du ankommer til) og ikke tidspunktet for din afrejse, der afgør, hvor meget du er forsinket.
Du skal søge om Basis Rejsetidsgaranti senest 14 dage efter din forsinkede rejse og sende dokumentation for rejsen (dvs. billet eller kort i kopi eller original) sammen med ansøgningen, skriver DSB på sin hjemmeside.
Selve kompensationen afhænger af, hvor meget du blev forsinket.
30 minutter eller mere: 25% af rejsens pris
60 minutter eller mere: 50% af rejsens pris
90 minutter eller mere: 75% af rejsens pris
120 minutter eller mere: 100% af rejsens pris
Har man krav på kompensation, kan man vælge mellem at få en ny billet eller få pengene indsat på NemKonto, hvis beløbet er større end 25 kroner
