Hils, hygge og held på din lokale avis

Sjældent har man set et så velpolstret program som dette års kulturnatprogram. Her er virkelig mulighed for at komme rundt i byen og blive godt underholdt og tage sanserne med ud i hjørner og til aktiviteter i byen, man ellers ikke har mulighed for at få indblik i.

Uhyggevandring, fortællinger om byens historie eller om det nye hospital. Prøv at lave en indfødsretstest på Sprogcenter Nordsjælland eller at fremstille medicin som for årtier siden.

Få inspiration til nye kreative hobbyer, musik eller dans. Der er så mange muligheder for at få noget ekstra på opleveren ved bare et hurtigt blik ned i programmet.

Din lokale avis er selvfølgelig også en del af programmet. I samarbejde med Partrederiet Slotssøen sender vi folk ud på en særlig sejltur med forfriskninger, musik og fortællinger om bord.

Men også på landjorden deltager avisen i kulturnatten.

Vi holder åbent hus, så du kan møde nogle af folkene, der til daglig arbejder på avisen. Kom og hør, hvordan de gør, giv os et tip om en god historie, eller kom bare og hils på og få en forfriskning.

"Velkommen på forsiden" - vi gentager succesen fra sidste år, hvor børn kan få taget et foto, der bliver lavet til en rigtig avisforside, de kan få med hjem.

Heldet tilsmiler også i hvert fald tre af aftenens gæster i avishuset, som hver kan vinde et gavekort på 500 kroner til Hillerød Shopping.

I Hillerød Posten Weekend, der udkommer på torsdag, kan man finde et antal røde firkløvere. Tæl firkløverne, udfyld kuponen i den samme avis og afleverer kuponen på kulturnatten. Så trækker vi lod om vinderne kl. 21.

Vi glæder os til at se dig på fredag, Torvet 5, kl. 18-21.