Lystbåde sikres mod storm

Hvis en efterårsstorm i stil med Bodil skulle ramme Gilleleje Havn, vil lystbådene og broerne være sikret bedre i år. I hvert fald, hvis stormene lader vente på sig lidt endnu. Gilleleje Havnelaug har for nylig sat gang i et arbejde med at sikre og forhøje havnens Østmole ved ro- og kajakklubben, så man undgår, at både bliver slået til pindebrænde, som var tilfældet under Bodil i december 2013.

- Vi har været i gang med arbejdet i fire uger, så inden for en måned eller halvanden kan den østlige mole ved lystbådehavnen og ro-og kajakklubben være klar. Den bliver både forstærket og forhøjet med cirka halvanden meter, siger formand for Gilleleje Havnelaug, Per Klug.

Projektet koster havnen 3,5 millioner kroner, og er altså i væsentlig mindre målestok end det store projekt, beskrevet af Niras, til 30 millioner kroner. Det er et projekt, der blandt andet indebærer en genopbygning af Vestmolen og en etablering af bølgeskærm på Østmole ud for lystbådebassinet, der skal reducere bølgeoverskyl. Men det har vist sig at være svært for havnen at samle tilstrækkeligt med midler til at gennemføre det.

- Så vi var nødt til at gøre noget nu, så det hele ikke falder sammen igen. Så derfor har vi samlet penge sammen til det her projekt, der skal beskytte både broer og bådene, siger Per Klug, der de to sidste år har været nervøs for, hvad vinteren ville bringe af storme.

- Nu kan vi være lidt mere optimistiske end de sidste par år, siger han.

Alt efter vejr og vind kan der gå en måned til halvanden før arbejdet er færdigt, Så Per Klug krydser fingre for, at der ikke kommer nogen tidlige efterårsstorme.