Lauritz.com kommer til Egedal

Der har i de seneste år generelt været stor interesse for gamle genstande, og interessen for tv's store udbud af auktions-, loppe- og hvad-er-det-værd udsendelser er stor blandt både unge og ældre.

Gemmer man på et gammelt arvestykke eller et interessant loppefund, har man nu chancen for en gratis vurdering. Lørdag 8. oktober kl. 11-14 afholder Egedal Bibliotekerne i samarbejde med Lauritz.com et vurderingsarrangement i Stenløse Kulturhus, hvor et par af Lauritz.com's eksperter står til rådighed med deres bud på, hvad ens genstande er værd. Så gå på jagt i gemmerne eller på loft og i kælder - måske ligger der en lille formue.

Det er gratis at deltage i arrangementet, men der kræves tilmelding, hvis man ønsker en af sine ting vurderet. Tilmelding sker på Egedal Bibliotekerne eller via bibliotekets hjemmeside, egedalbibliotekerne.dk