Næstformand vil møde utilfredse fiskere

Det kan ikke blive ved som nu. Men det er heller ikke givet, at spareforslaget om at lukke klapbroen skal realiseres. Det er næstformand i Ejendoms- og Driftsudvalget i Køge, Torben Haacks, udgangspunkt, når han skal tage stilling i sagen.

- Der er tale om en meget gammel bro, som ganske simpelt ikke kan holde til at blive åbnet og lukket i det omfang, det sker nu. Det er heller ikke muligt at holde den oppe, for det vil generere en masse trafik på de små veje. Men hvis de lokale har forslag til løsningsmodeller, så vil jeg meget gerne lytte til dem, siger Torben Haack som reaktion på fiskerne Helge Lærke og Martin Fønsskovs kritik af forslaget. De fik desuden opbakning fra indehaver af West Bådudstyr, John Westerlin.

Derfor tager Torben Haack nu initiativ til et møde med de tre høringssvarsskribenter, hvor han lægger op til, at udvalgsformand Søren D. Brask (V) også skal deltage.

Han fortæller, at han ikke er meget for at stemme spareforslaget igennem.

- Det er som sådan ikke noget, jeg synes om. Jeg er i virkeligheden ikke meget for at spare på noget som helst, men det her er en af de ting, som er langt nede på min prioriteringsliste, siger Søren D. Brask, der minder om, at sparekravet er reduceret betragteligt (fra 495 til 304 millioner kroner aktuelt, red.), siden udvalgets katalog blev sendt videre.

Spareforslaget betyder konkret, at Køge Kommune kan spare en engangsinvestering på 500.000 kroner til renovering af broen og 80.000 kroner på at lukke og åbne den for både, hvis den bliver holdt nede.

Enhedslisten og Socialdemokraterne er imod forslaget, mens Dansk Folkeparti endnu ikke har taget stilling.