Allerød indsamlede over 25.000 kroner

Under overskriften 'Vi står op for hinanden' var Gigtforeningen og Scleroseforeningen gået sammen i en fælles husstandsindsamling søndag 11. september. Formålet var at indsamle penge til forskning, der skal give mennesker med gigt og sclerose et bedre liv.

Indsamlingen var en succes. I Allerød blev samlet mere end 25.000 kr. ind i kontanter. Dertil kommer bidrag via MobilePay.

Finn Serup Jensen og Martin H. Wolffbrandt koordinerede indsamlingen i Allerød og er meget tilfredse med resultatet.

"Der er indsamlet mere end 25.000 kr. i Allerød. Dertil kommer et betydeligt antal bidrag via MobilePay. Stemningen var god og vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra indsamlerne, som gjorde 'benarbejdet'. Det er mere end godkendt, og der er god grund til at sige tak til både indsamlere og bidragydere," siger Martin H. Wolffbrandt.

Man kan stadig nå at give sit bidrag: SMS til 1245: STÅ = 50 kr. SMS til 1245: OP = 100 kr. MobilePay/Swipp: 40 45 41 46.