Udbryderkonge besøger bibliotek

Siger navnet Carl August Lorentzen dig noget? Han er en af de kendte udbryderkonger, der har været i Danmark.

Jan Skaarup fra Jægerspris vil fortæller om manden, som faktisk er grandonkel til ham. Foredraget er på Jægerspris Bibliotek torsdag 22. september klokken 19:00 til 20:30.

Til foredraget vil du få en fortælling om et liv på kanten af loven, om en inkarneret indbrudstyv, men også en høflig og beleven mand, der var respekteret af både andre indsatte i fængslerne og ordensmagten tilligemed.

Carl August blev født på Frederiksberg i 1896. Han havde en omtumlet opvækst og allerede som 16-årig, fik han sin første dom, som hurtigt blev fulgt op af flere.

Carl August Lorentzen var en berygtet udbryderkonge, der ved sin død var brudt ud af fængsler og institutioner hele ni gange.

Carl August var ikke kun lovbryder, han havde også en anden side, nemlig som kunstner og kunsthåndværker og i dag kan man se mange af hans værker i Fængselsmuseet i Horsens Statsfængsels gamle bygning.

Han døde af en hjertelammelse i 1958, mens han var indsat i Horsens Statsfængsel, og da havde kun været fem år i frihed i hele sit voksne liv.

Aftens foredragsholder Jan Skaarup fandt først som voksen ud af, at han var i familie med udbryderkongen. På basis af omfattende kildemateriale har Jan Skaarup skrevet den roste bog: "Udbryderkongen: Carl August Lorentzens livshistorie fortalt af en grandnevø". Bogen, der også rummer mange fotos, giver samtidig et glimrende tidsbillede af datidens Danmark.

Deltagelse i foredraget er gratis, men man skal tilmelde sig på www.bibliotekerne.frederikssund.dk eller på det lokale bibliotek.