Tro på kinesiske investeringer

Selv om Kina Festivalen i Holbæk fredag og lørdag var en kulturfestival, så tror formanden for Vækstudvalget i Holbæk Kommune Kurt Næsted (V), også på, at satsningen vil resultere i investeringer på andre områder, skriver dagbladet Nordvestnyt mandag.

Byrådet og Vækstudvalget har bevilget i alt én million kroner til afviklingen af den første udgave af festivalen. Der har fra nogen side, blandt andet på Hovsa Holbæks Facebook-debat, været rejst kritik af, at kommunen bruger penge på en festival, samtidig med at byrådet er i gang med at finde besparelser på 204 millioner kroner på serviceområdet.

- Jeg kan godt forstå, at nogle rejser spørgsmålet. Men vækstudvalget er sat i verden for at skabe vækst. Og med mindre Holbæk Byråd beder mig stoppe, fortsætter jeg med det. Med et budget på fire milliarder kroner mener jeg også, at der skal være plads til udviklingstiltag, og det er noget, der er besluttet år tilbage, siger Kurt Næsted.

Han mener, at festivalen i første omgang giver en markedsføringsmæssig gevinst i forhold til bosætning, fordi gæsterne ved festivalen har oplevet, at der sker noget på kultursiden i Holbæk.

Desuden blev der under kulturfestivalen også talt forretning med de officielle kinesiske gæster. De har tidligere fået en slags bruttoliste med projekter, der kunne investeres i.

- Det kunne være erhvervsmæssige investeringer, et hotel, et maritimt kulturhus eller et handelscenter, der skulle medvirke til at etablere nye virksomheder og ny teknologi. Vi vil nu gå mere til stålet for at udfordre både os selv og kineserne på, at der skal noget konkret på bordet. Så er det op til byrådet at beslutte, hvad der skal ske, siger Kurt Næsted.

Om et par uger ventes en erhvervsdelegation med en borgmester fra Meizan-provinsen i Beijing at komme til Holbæk for at drøfte investeringer.