Kastede med mad på hotelværelse

En 39-årig mand fik forleden en betinget fængselsdom og en regning i Retten i Hillerød. Dommen lød på 30 dage for hærværk i en boligejendom og på Hotel Hillerød.

Ifølge dommen lød tiltalen på at have knust en rude i en ejendom på Havrevangen i Hillerød tilbage i november 2015. Her havde boligselskabet krævet en erstatning på omkring 5.300 kroner. Derudover havde manden i april måned i år kastet med inventar, knust et tv og smidt mad og drikke rundt på et hotelværelse. Erstatningskravet lød på godt 15.200 kroner

Retten fandt manden skyldig, selvom den 39-årige havde nægtet. Erstatningen til hotellet blev dog på godt 7.500 kroner, står der i dommen, mens erstatningen til boligselskabet blev på de 5.300 kroner, som anklageren havde ønsket.