Kvinde er i livsfare efter trafikulykke ved Odder

To biler kørte frontalt sammen, da den ene kom ud i rabatten, og føreren mistede herredømmet over den.

En 56-årig kvinde er tirsdag aften indlagt på Aarhus Kommunehospital og er i livsfare efter en trafikulykke tidligere på dagen.

Ulykken skete på Horsensvej ved Odder.

- Her kommer en personbil ført af en 34-årig mand kørende mod syd, fortæller vagtchef Peter Hunniche fra Østjyllands Politi.

- Af ukendte årsager kommer han ud i rabatten og mister herredømmet over køretøjet, fortsætter han.

Mandens bil fortsætter over i den modsatte kørebane, hvor den kører frontalt ind i kvindens bil.

Ved ulykken fik den 34-årige forskellige brud og skrammer, men han er uden for livsfare.

Som altid ved alvorlige ulykker, har en bilinspektør været tilkaldt for at undersøge, hvordan ulykken kunne ske.