Mand død - Var endelig sluppet ud af et levende helvede

Han var renset for enhver anklage, men levede alligevel i et levende helvede, hvor særligt Odsherred Kommune og store dele af medierne ikke ville anerkende hans uskyld.

Sådan var virkeligheden for en 54-årig mand, der i 2011 blev anholdt og sigtet for et mangeårigt sexuelt misbrug af sin datter og et formodet drab på hendes spædbarn. Anklager, som var grundigt undersøgt, men ikke førte til nogen tiltale, og for nylig modtog han fuld erstatning for sagen, og var ved at komme på fode, men nu er han død.

Advokat Kristian Dreyer har varetaget mandens interesser, og han siger til dagbladet Nordvestnyt, at hovedparten af medierne og Odsherred Kommune behandlede hans klient forfærdeligt, og har været medvirkende til, at manden selv beskrev sin hverdag som et levende helvede, hvor hans liv var gået i stå i flere år.

Odsherred Kommunes borgmester Thomas Adelskov (S) og kommunedirektør Gitte Løvgren har begge deltaget i tv-udsendelsen Jagten, hvor manden blev opsøgt på sin bopæl, og konfronteret med sagen igen.

Ingen af de to har dog kommentarer til advokatens beskrivelse.