Udkants-Venstre raser mod Løkkes topskattelettelser

Venstre-borgmestre i Danmarks yderområder kritiserer regeringens planlagte lettelse i topskatten på fem procentpoint, som er del af 2025-planen. Det skriver Fagbladet 3F.

Vores borgere er ikke inviteret med til fest, siger kritikerne, som blandt andet tæller borgmesteren i Brønderslev, Mikael Klitgaard (V).

- Det er bestemt ikke det vigtigste fokuspunkt her i vores kommune. Jeg synes, at det er langt vigtigere at sikre, at alle kommuner har råd til at give borgerne en ordentlig service, og det kunne jeg godt ønske mig, at man så mere på i Folketinget, siger han.

Udtalelsen kommer, fordi langt flere borgere i københavnske og nordsjællandske kommuner får glæde af topskattelettelserne, end tilfældet er for landets yderkommuner, der alle skraber bunden af listen i en ny opgørelse foretaget af Fagbladet 3F.

I Brønderslev kommune er det kun seks procent af borgerne, der får gavn af de foreslåede skattelettelser i topskatten mod hele 28 procent i Rudersdal kommune.

Henrik Frandsen (V), borgmester i Tønder Kommune, ser ligesom sin nordjyske kollega også hellere en plan, der gavner yderområderne.

- Det er ikke noget, borgerne i vores kommune får gavn af. I stedet kunne det virkelig gøre en forskel, hvis man var villig til at kigge på momsreglerne, der er en stor hæmsko i vores område, siger Henrik Frandsen.

Lektor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, Mogens Ove Madsen, bakker op om kritikken fra de to borgmestre:

- Det er en plan, der er med til at trække Danmark mere skævt, da topskattelettelserne primært vil gavne i de kommuner, hvor en stor del af borgerne betaler topskat, siger han.

Thomas Danielsen, der er landdistriktsordfører for Venstre, køber dog ikke kritikken fra baglandet.

- Med 2025-planen er vi med til at støtte udviklingen af et mere fair og lige Danmark. Planen sikrer, at man får en større gevinst ved at arbejde, og at den almindelige lønmodtager får flere penge mellem hænderne, og det er vi super stolte af, siger Thomas Danielsen.