Nyt kast fra motorvejsbro: Politiet søger vidner

En kvindelig bilist fik en flænge i forruden ved passagersiden, da hun mandag cirka kl. 15.39 kørte på Køge Bugt motorvejen mod syd under motorvejsbroen ved Ishøj Stationsvej.

»Vi har søgt i rabatten på motorvejen og på broen, men vi har endnu ikke fundet noget - hverken sten eller andre genstande,« fortæller vagtchef hos Vestegnens Politi, Mikkel Clausen.

»Vi har også undersøgt bilen, der har en flænge i forruden. Alt peger på, at der er blevet kastet noget ned, det er ikke bare et almindeligt stenslag. Vi arbejder ud fra, at noget er kastet ned fra motorvejsbroen,« tilføjer han.

Ingen personer kom noget til.

Vestegnens Politi efterlyser nu vidner, der har bemærket noget i tiden omkring der blev kastet en sten eller en anden genstand ud fra broen - altså cirka kl. 15.39. Der er tale om en motorvejsbro, hvor der i den ene side er en cykel- og gangsti hen over motorvejen, ved siden af vejbanerne.

Bilisten har ikke lagt mærke til personer på broen - hun havde fornuftigt nok fokus på motorvejstrafikken, da hun kørte under Ishøj Stationsvej.

Vestegnens Politi er nu gået i gang med en efterforskning af sagen, som man ser på med alvor. Der bliver dog ikke tale om at afspærre motorvejen for at lede efter spor, fastslår vagtchefen mandag aften.