Minister løfter pegefingeren: Slut med overbetaling

Autisme Center Vestsjælland (ACV) har i flere år opkrævet for mange penge hos beboere, som bliver transporteret rundt i stedets busser.

Det er dog ikke bare i Slagelse Kommune, at man har set stort på Trafikstyrelsens regler om »tilladelsesfri buskørsel«.

Også i Kalundborg Kommune har der fundet overbetaling sted, eftersom kommunen her har prissat kørslen efter statens kilometertakst på 3,60 kroner - men det strider med reglerne og har nu fået lokalpolitikere til at ændre taksten.

Ændringen betyder, at man i fremtiden tager 1,35 kroner pr. kilometer i busser og 1,05 i biler.

Det er transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V), som står for præciseringen i forhold til taksterne, som rundt i flere kommuner er for høje.

- Jeg kan oplyse, at der er helt klare regler på området, lyder det fra ministeren.

Han bekræfter dermed, at man i særligt Kalundborg Kommune har opkrævet en for høj betaling, ligesom det er sket i Slagelse Kommune, hvor særligt kørslen på autismecentret har været under lup. Her er man stadigvæk i gang med at finde ud af, hvor meget beboere i eksempelvis bofællesskaber har betalt for meget.

I Kalundborg Kommune er der i den forbindelse ikke udsigt til, at beboere får penge tilbage. I Slagelse Kommune er det stadig en af overvejelserne.