Lokal kunstner med international succes

Den lokale kunstner Anitta Jonas holder igen fernisering i Støberihallen, og denne gang sker det i forbindelse med Kulturnatten på fredag. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Der vil blive serveret et lille glas og lidt salt i forbindelse med at man kan betragte de 22 smukke malerier, som er et bredt udvalg af kunstnerens værker.

Anitta Jonas har netop for anden gang været i Finland, denne gang i Oulu, og også denne gang blev udstillingen en stor succes. En kunstkritiker fra avisen Kaleva lagde vejen forbi og det resulterede i en fantastisk anmeldelse.

I løbet af udstillingen blev der også denne gang solgt tre malerier, et af dem blev faktisk solgt til den mand, der opdagede Anitta Jonas' kunst i Gallerie Zenit i Sølvgade i København forrige sommer og som banede vejen for hendes udstillinger i Finland.

- Det er jeg ufatteligt stolt af, for han er seniorplanlægger på Finlands Nationalgalleri, så det er da noget af en anbefaling, at han vil have et af mine malerier hængende hjemme hos sig selv, siger hun.

Fra december vil Anitta Jonas have både bopæl og atelier i forbindelse med sit galleri - Galleri AJ - på Sofievej 6 i Holte.

Samtidig har hun et samarbejde med en dygtig billedkunstner, Lise Højer fra Køge-området om en kunstnerportal på nettet for hobbymalere og kunstnere, der går i luften her den 1. oktober.

Portalen hedder Artists-Toolbox.com. Det er en værktøjskasse med stort set alt hvad man har brug for at vide som udøvende kunstner, tips og tricks, sparring med andre kunstnere, tonsvis af links til gode undervisningsvideoer og rabat på workshops, kurser, foredrag, materialer og meget, meget mere.

- Der mangler sådan noget, for som kunstner er man mange gange alene og man har mange spørgsmål og tvivl. Lise og jeg har jo været der, og har fundet svar på en masse af de spørgsmål, og vi mener at det med at holde tingene tæt ind til kroppen ikke er os, vi vil gerne dele ud af vores viden og fortælle vidt og bredt om alt det vi ved, så det kan komme andre til gode. Jeg har malet i fire år, og jeg har udstillet mange steder rundt om i Europa, der er nok andre der godt vil have at vide, hvordan man griber det an. Det vil vi så fortælle dem og hvis vi er heldige, ligger de også inde med en viden, som vi endnu ikke har - altså en win-win situation, slutter Anitta Jonas.